top of page
TT_M0074_edited.jpg

KONTAKT JAKOB

Tlf: 24 94 54 84

Jakob Dalgas

Erfaring – overblik – omtanke

 

Ungdommens stemme er vigtig. Den viser vejen til nye horisonter og åbner døre til nye oplevelser. Ungdommens stemme peger mod udviklingen i fremtiden.Den ældre stemme er også vigtig. Erfaringen fra et langt arbejds- og privatliv sætter ting i perspektiv. Man oplever, at værdier og holdninger har en betydning på den lange bane.

Jeg er 64 år. Jeg har et livslangt forhold til Køge Kommune. Jeg bor i Køge sammen med min hustru Vivi, som jeg har været gift med i snart 40 år. Vi har tre voksne børn, som alle har gået i skole i Køge. Jeg var barn i Borup. En god og tryg tid, et dejligt sted. Siden 1985 har jeg været ansat i Køge Kommune. Først som lærer på Skovboskolen i Bjæverskov i 10 år, dernæst som Musikskoleleder i Skovbo Kommune i 7 år og de sidste 24 år som skoleleder på Borup Skole. Jeg er uddannet lærer med diplomuddannelse i musikledelse, diplomuddannelse i ledelse og masteruddannelse i skoleledelse og pædagogisk ledelse.

Giv kulturen en stemme

 

Gennem alle årene har jeg elsket musik, kultur og idræt. Jeg har altid praktiseret fællessang og børnekor. Jeg synger selv i sangkor i Køge aftenmusikskole, og jeg er ivrig fodboldspiller på Køges (og Gørslevs) Grand Old Master hold. Samvær i fællesskaber gennem idræt, musik eller andre kulturelle aktiviteter giver kvalitet til livet. Både for de unge – men sandelig også for os ældre. Analogt samvær uden mobiltelefon – ja tak! Jeg vil arbejde for, at vi kan skabe de bedste vilkår for fællesskaber og foreninger i Køge Kommune – også for Køge Festuge.

 

Velfærd er det vigtigste – det kræver investeringer

Danmark er (næsten) verdens bedste land at leve i. Det skyldes, at vi har opbygget vores velfærdsmodel. Opgaverne forandrer sig, og ønskerne til den offentlige service stiger. Der er ingen vej udenom – vi må og skal investere mere i den offentlige service. Det kræver flere penge, og det kræver mod til forandringer.

 

Grøn omstilling – klima og miljø

Danmark skal og bør vise vejen frem i den grønne omstilling. Køge Kommune bør være med fremme i denne ambition. Det kræver investeringer og mod til forandringer. Sommetider kræver det også at der må tages beslutninger, som er ubehagelige for nogle. Der er ingen vej udenom … af hensyn til vores efterkommere må vi prioritere den grønne omstilling.

bottom of page