
KONTAKT ALI
Tlf: 50 56 13 14
Ali Yahya
Mit navn er Ali Yahya. Jeg er 29 år, cand.jur., har bestået advokateksamen og er medlem af Køge Byråd for Socialistisk Folkeparti.
Jeg kom til Danmark i december 2003 og er opvokset i Ølby i Køge. Min opvækst har givet mig en dyb respekt for, hvor afgørende en tryg barndom, en stærk folkeskole og stabile fællesskaber er for, at man kan skabe sig et godt liv.
I byrådet har jeg blandt andet været formand for skoleudvalget fra 2021 til 2025 samt medlem af børneudvalget og kultur og idrætsudvalget. Erfaringen fra lokalpolitik har vist mig, hvordan beslutninger på Christiansborg direkte påvirker hverdagen i vores kommuner. Derfor stiller jeg op til Folketinget.
Danmark står over for store valg. Vi skal investere i vores børn, vores ældre og vores fælles velfærd.
Alt for længe har milliarder været brugt på skattelettelser, mens kommuner kæmper med besparelser på skoler, daginstitutioner og ældrepleje. Jeg ønsker en rød regering, der prioriterer velfærd, tryghed og fællesskab højere end skattelettelser til dem, der allerede har mest.
En stærk velfærd er ikke en udgift. Det er fundamentet for et trygt og retfærdigt samfund.
En stærk folkeskole er nøglen til lighed og muligheder.
Vi skal give lærere og pædagoger mere tillid og færre bureaukratiske krav.
Der skal være flere voksne omkring børnene, tidligere indsatser for dem, der har det svært, og bedre specialtilbud til de børn, der har brug for det. Ikke alle børn er ens, og vores system skal være fleksibelt nok til at rumme forskellighed.
Når vi investerer i børn og unge, investerer vi i Danmarks fremtid.
Den grønne omstilling er en af vores generations største opgaver. Danmark skal gå forrest, men omstillingen skal være retfærdig og bygge på lokal opbakning.
Vi skal beskytte vores drikkevand, give mere plads til naturen og sikre, at den grønne omstilling skaber arbejdspladser og udvikling i hele landet.
Jeg tror på et Danmark, hvor vi både tager ansvar for klimaet, styrker fællesskabet og sikrer, at ingen bliver efterladt.
